Samkørsel i Sønderborg · 2023–2026

Tak for turen, Sønderborg.

nabogo blev skabt på Als, og vi er stolte af det, vi har bygget sammen med jer: 64.654 samkørsler i Sønderborg Kommune siden 2023. Kommunen har valgt ikke at fortsætte sin aftale med nabogo, og når kommunens midler er brugt – forventeligt 20. november – er nabogo ikke længere tilgængelig i kommunen, undtagen til og fra de tre ungdomsuddannelser. Har du været glad for at køre med? Så del din oplevelse – det tager to minutter.

Fra 2. november og forventeligt 20. november 2026

Fra mandag 2. november får ture til og fra Alssundgymnasiet, Sønderborg Statsskole og Business College Syd 5 kr i tilskud pr. tur over 5 km i stedet for 10 kr, og ture mellem skolen og Sønderborg by eller en by med god bus til skolen får ikke tilskud. Når kommunens midler er brugt – forventeligt fredag 20. november – kan nabogo ikke længere bruges til andre ture i Sønderborg Kommune. Se hvad det betyder

64.654
samkørsler siden 2023
1,3 mio. km
delt i bilerne – mere end 32 gange jorden rundt
30
byer og lokalområder i kommunen med samkørsel
3.798
samkørsler i september 2026 – den største måned nogensinde
Har du to minutter?

Del din oplevelse af at køre sammen.

Vi håber, du har været glad for at køre med. Natur-, Klima- og Miljøudvalget valgte den 7. oktober 2026 ikke at fortsætte kommunens aftale med nabogo, og kommunen har ønsket, at aftalen slutter, når kommunens midler er brugt. Vi forventer, at det sker fredag 20. november. Det er politikerne, der beslutter, om der skal være en ordning fremover – og jeres oplevelser giver dem et billede af, hvad samkørsel betyder i hverdagen.

  1. Tænk på dine ture

    Hvor kører du med – til skole, arbejde, træning eller familie? Og hvem kører du sammen med?

  2. Skriv et par linjer

    Fortæl, hvad samkørsel betyder for dig og dine kammerater eller kolleger – og om du ville blive ved med at køre sammen, hvis ordningen fortsatte. Et par linjer er nok.

  3. Send dem til udvalget

    Find medlemmerne af Natur-, Klima- og Miljøudvalget på kommunens hjemmeside, og send dem dine linjer. Bor du i kommunen, kan du også skrive via Spørg Byrådet.

Spørgsmål om tilskud, nulzoner, appen, din konto og dine ture hjælper nabogos support gerne med – skriv til os via appen eller på nabogos supportside. Spørgsmål om kommunens beslutning kan du sende til Sønderborg Kommune.

Det ændrer sig

Det ændrer sig – og hvornår.

Det ændrer sig både for skoleturene og for alle andre ture i kommunen. Prisen og tilskuddet står altid i appen, før turen starter.

  1. Mandag 2. november 2026Ture til og fra skolerne

    5 kr i tilskud – og nulzoner

    Kommunens medfinansiering af de ekstra 5 kr bortfalder. Ture til og fra Alssundgymnasiet, Sønderborg Statsskole og Business College Syd får derfor 5 kr i tilskud pr. tur over 5 km – som på de fleste andre skoler i Region Syddanmarks ungeprojekt. Sønderborg by og byerne med god bus til skolen bliver nulzoner uden tilskud, så regionens tilskud rækker længere.

  2. Forventeligt fredag 20. november 2026Alle andre ture

    nabogo stopper i Sønderborg Kommune

    Kommunen har ønsket, at aftalen slutter, når kommunens midler er brugt. Vi forventer, at det sker fredag 20. november, og vi giver besked i appen, hvis datoen flytter sig. Derefter kan du ikke længere bruge nabogo til ture i Sønderborg Kommune. Ture til og fra de tre ungdomsuddannelser fortsætter med Region Syddanmarks tilskud.

  3. Sommeren 2027Ture til og fra skolerne

    Regionens ungeprojekt er besluttet til sommeren 2027

    Region Syddanmark har forlænget ungeprojektet til og med skoleåret 2026/27. Sydtrafiks bestyrelse ventes i december 2026 at tage stilling til samkørsel. Vi fortæller her og i appen, hvad der sker derefter.

Det har vi skabt sammen

Fra skolegården til landsbyerne.

For os er Als hjemme: nabogo blev grundlagt af to tidligere Alssund-elever fra Hørup, og turen til Sønderborg var deres egen skolevej. Det store skub kom med de unge, da Region Syddanmark i november 2023 gav startskuddet til sit ungeprojekt på Alssundgymnasiet. I april 2024 gik Sønderborg Kommune med, så alle borgere kunne få tilskud på samme vilkår. Siden har samkørslen bredt sig fra Sønderborg by til byer og landsbyer i hele kommunen. Vælg en periode på kortet, eller afspil udviklingen.

aug. 2023 – 15. okt. 2026 – samkørsler i perioden – byer og lokalområder i kommunen på kortet – forbindelser på kortet
Vis de største forbindelser som liste

Grønne linjer er samkørsler mellem to byer, prikkerne er byer – jo tykkere og større, jo flere ture. Kortet viser kun samlede tal: byer og forbindelser med få samkørsler eller få forskellige chauffører og passagerer er udeladt, tallene er afrundet, og ture over grænsen vises ikke. Tal til og med 15. oktober 2026.

36.779
samkørsler til og fra Alssundgymnasiet, Sønderborg Statsskole og Business College Syd
47 %
af samkørslerne ligger uden for morgen- og eftermiddagsmyldretiden
28 %
af samkørslerne i Region Syddanmarks ungeprojekt frem til 15. april 2026 kørte til og fra de tre skoler i Sønderborg

Samkørsler måned for måned

Samkørsler med start eller slut i Sønderborg Kommune fra august 2023 til september 2026, delt på ture til og fra de tre ungdomsuddannelser og øvrige ture.

Ture til og fra de tre ungdomsuddannelser Øvrige ture
Vis tallene som tabel
Nyt fra Sønderborg-egnen

Historier fra Als og Sundeved.

  • Region Syddanmark · 15. nov. 2023 Unge skal vælge samkørsel frem for solokørsel

    Regionen lancerede sit samkørselsprojekt for 15 ungdomsuddannelser – med startskuddet på Alssundgymnasiet i Sønderborg.

    Læs nyheden
  • ProjectZero · 9. apr. 2024 Nyt tilbud i Sønderborg Kommune skal gøre det nemmere at køre sammen

    Klimapartnerskabet fortalte om kommunens nye samkørselstilbud til pendlere og elever – en måde at udnytte de tomme sæder i bilerne bedre.

    Læs nyheden
  • SønderborgNYT · 6. nov. 2024 Nabogo-ordningen er blevet en succes

    Efter en orientering i Teknik-, By- og Boligudvalget sagde et udvalgsmedlem til avisen, at antallet af nabogo-ture var steget fra 850 til 1.500.

    Læs artiklen
  • JydskeVestkysten (kræver abonnement) · 10. jun. 2025 Samkørsel er blevet en succes i Sønderborg

    Avisen fortalte, at samkørslen i kommunen var vokset markant ind i 2025.

    Læs artiklen
Spørgsmål og svar

Det spørger andre om.

Kan jeg stadig bruge nabogo i Sønderborg?
Indtil kommunens midler er brugt – forventeligt 20. november – kan du bruge nabogo som i dag, skoleturene dog med de nye regler fra 2. november. Derefter kan nabogo kun bruges til ture til og fra Alssundgymnasiet, Sønderborg Statsskole og Business College Syd, som fortsat har Region Syddanmarks tilskud.
Hvorfor stopper det allerede i november?
Natur-, Klima- og Miljøudvalget besluttede 7. oktober, at aftalen ikke fortsætter. Kommunen har ønsket, at den slutter, når kommunens midler er brugt, og det sker efter vores beregning omkring 20. november. Flere end nogensinde har kørt med i efteråret – september 2026 var den største måned nogensinde. I sagen skriver kommunen, at pengene i stedet kan bruges til bedre busbetjening af Vollerup.
Jeg bor i en nulzone. Hvorfor får min klassekammerat stadig tilskud?
Tilskuddet går nu først og fremmest til dem, der bor, hvor bussen kører sjældnere. Bor din klassekammerat uden for nulzonerne, får vedkommende stadig 5 kr pr. tur over 5 km.
Ændrer noget sig for ture, der ikke går til eller fra skolerne?
Ja. Indtil kommunens midler er brugt – forventeligt 20. november – har de samme tilskud som i dag, som hidtil dog ikke tæt på buslinje 223. Derefter kan nabogo ikke længere bruges til ture i Sønderborg Kommune, som ikke går til eller fra de tre ungdomsuddannelser.
Findes der andre muligheder end samkørsel?
Langs buslinje 223 (Gråsten–Sønderborg–Nordborg) kører bussen ofte på hverdage – fra tidlig morgen til sen aften. Bor du i Sønderborg Kommune, går på en ungdomsuddannelse og har mindst 6 km til skolen, kan du købe et ungdomskort og få den del af egenbetalingen, der overstiger 75 kr om måneden, betalt tilbage af kommunen efter hvert kvartal. Læs kommunens vejledning. Med et ungdomskort kan du også bestille en gratis Plustur som en del af en rejse med bus eller tog – det er en ordning hos Sydtrafik. Læs mere hos Sydtrafik.
Hvad sker der efter sommeren 2027?
Region Syddanmarks ungeprojekt er besluttet til og med skoleåret 2026/27, og Sydtrafiks bestyrelse ventes i december 2026 at tage stilling til, om samkørsel skal være en af trafikselskabets opgaver. Vi giver besked i appen og her på siden, så snart vi ved mere.
Hvem kan jeg kontakte?
Spørgsmål om tilskud, nulzoner, appen, din konto eller dine ture: skriv til nabogos support via appen eller på nabogos supportside. Spørgsmål og synspunkter om kommunens beslutning: kontakt Sønderborg Kommune og Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Opdateret 23. oktober 2026. Samkørsler er gennemførte påstigninger i nabogo-appen med start eller slut i Sønderborg Kommune fra august 2023 til og med 15. oktober 2026 (64.654 i alt); én passager på én tur tæller som én samkørsel. Kilometer er summen af alle samkørslers længde. Myldretid er kl. 6–9 og 15–18 på hverdage. Andelen af ungeprojektet (28 %) er beregnet ud fra Region Syddanmarks orientering til Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse 18. maj 2026, punkt 2: 29.814 af 106.865 samkørsler fra projektstarten ved årsskiftet 2023/24 til 15. april 2026. Beslutningerne: Natur-, Klima- og Miljøudvalget 7. oktober 2026, punkt 9, og Regionsrådet 22. juni 2026, punkt 41. Ændringerne for skoleturene fra 2. november er nabogos udmøntning af aftalen med Region Syddanmark inden for regionens budget. At kommunens aftale slutter, når kommunens midler er brugt, er aftalt med Sønderborg Kommune 21. oktober 2026.

Tak for turen.

Tak til alle chauffører og passagerer, til Alssundgymnasiet, Sønderborg Statsskole og Business College Syd, til Region Syddanmark og til Sønderborg Kommune. Vi er stolte af det, vi har skabt sammen – og har du en god historie fra en tur, så del den – det tager to minutter.

Holdet bag nabogo